Mørkøv og Rasmussen falder tilbage i Rotterdam

Skrevet af admin

05/01/2014

Dagens topnyheder

Michael Mørkøv og Alex Rasmussen får svært ved at tage sejren ved seksdagesløbet i Rotterdam.

Den danske duo, der senere på året udgør par nummer syv i København, faldt lørdag aften tilbage fra tredje- til fjerdepladsen. Efter halvdelen af løbet er Mørkøv og Rasmussen nu to omgange efter de førende, Iljo Keisse og Niki Terpstra.

Keisse og Terpstra fik sammen med Kenny De Ketele og Jasper De Buyst lige nøjagtig taget en omgang på de to danskere, før lørdagens afsluttende jagt over 50 kilometer blev afblæst.

- Mega-ærgerlig situation for os. Vi sad godt i det, men tabte det hele til sidst, fortæller Michael Mørkøv.

- Nu må vi de kommende dage køre en smule mere afventende og se, om der ikke skulle komme nogle gode kontramuligheder, når de to andre toppar kæmper mod hinanden.

Efter de tre første løbsdage fører Keisse-Terpstra med to omgange i forhold til Mørkøv og Rasmussen, der også har lidt færre point end de to førende.

Kenny De Ketele og Jasper De Buyst samt Jens Mouris og Wim Stroetinga har også taget en omgang på Michael Mørkøv og Alex Rasmussen.

Den tredje danske deltager i Rotterdam, Marc Hester, er placeret på en niendeplads sammen med makkeren Brisse Vivien - 12 omgange efter Keisse-Terpstra.

/ritzau/