Mørkøv og Rasmussen går efter sejren i Rotterdam

Mandag sikrede Michael Mørkøv og Alex Rasmussen sig det danske mesterskab i parløb i Ballerup Super Arena.

Torsdag aften skal de i ilden igen, når de for første gang i næsten to år kører sammen i et seksdagesløb.

Det løber af stablen i Rotterdam, og for den danske duo kommer løbet også til at fungere som opvarmning til det københavnske seksdagesløb i Ballerup fra den 30. januar til den 4. februar.

Men Mørkøv/Rasmussen har også ambitioner om et godt resultat i Holland, selv om det kan blive svært nok.

- På papiret er det et utroligt stærkt felt. Vi har ambitionerne om at vinde, men vi ved nok mere i morgen, om det også er en realistisk målsætning.

- Det er næsten to år siden, vi sidst har kørt sammen i seksdages-sammenhæng, og på nuværende tidspunkt har vi kun lidt indikationer om vores modstandere. Derfor er vi spændt på at komme i gang i aften, siger Michael Mørkøv.

Parret kan dog finde optimisme i mandagens sejr.

- Trods det afbrudte samarbejde var vi velkørende ved mandagens DM i parløb. Det tekniske og taktiske sad, som det skulle, og det var ikke til at mærke, at det nu er noget tid siden, vi sidst har kørt sammen. Derfor regner vi heller ikke med nogen form for indkørselsvanskeligheder, lyder det fra Mørkøv.

Også Marc Hester deltager i Rotterdam. Han danner par med verdensmesteren i parløb Vivien Brisse fra Frankrig

/ritzau/

Dagens Gossip