Mørkøv snupper andenpladsen på Qatar-etape

Cykelrytteren Michael Mørkøv fortsætter med at vise sig frem i spurterne, som han gjorde i 2013.

Mandag blev han nummer to på anden etape af cykelløbet Tour of Qatar, kun slået af belgieren Tom Boonen og med endnu en belgier Jürgen Roelandts som nummer tre.

Mørkøvs Tinkoff-Saxo-hold var blandt de dominerende på den 160 kilometer lange etape fra Camel Race Track til Al Khor Corniche. Etapen var præget af sidevind og kun 23 ryttere nåede til mål i forreste gruppe.

Blandt dem også Matti Breschel, som blev nummer fem i spurten.

Det var først og fremmest Tom Boonens Quickstep og Tinkoff-Saxo, som skabte den splittelse, der gav succes til Michael Mørkøv.

- Drengene viste virkelig høj klasse i holdarbejdet derude i dag. Efter en kamp mod sidevinden og et felt, der knækkede over i de første 65 kilometer, blev alt samlet igen. Men i den afsluttende del gik drengene i front og sprængte det hele i stykker.

- Jeg er virkelig glad for den indsats og dedikation, som drengene viste i dag, siger sportsdirektør Lars Michaelsen til Tinkoff-Saxos hjemmeside.

Quickstep havde otte ryttere i frontgruppen, mens Tinkoff-Saxo havde fem. Også holdets tredje dansker til start, Christopher Juul-Jensen var med i front.

Hollænderen Niki Terpstra (Quickstep) fører fortsat løbet.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV