Mofibo-stifter ville ruske op i støvet bogbranche

Skrevet af admin

20/05/2016

Mest læste i dag

Da serieiværksætteren Morten Strunge i 2013 startede e-bogstjenesen Mofibo, var det med et mål om at få danskerne til at prioritere bøgerne frem for fjernsynet.

Ikke af princip, men som en udfordring, forklarer han.

- Det var ikke af kærlighed til bøger, jeg startede Mofibo. Det var mere udfordringen i at ruske op i en lidt støvet industri. Folk har aldrig brugt mere tid på underholdning, så det udfordrende har været at gøre bøgerne hotte igen.

- Hvis man spørger folk, om de gerne vil se mere fjernsyn, så siger de som regel nej. Men hvis man spørger dem, om de gerne vil læse flere bøger, så siger de fleste ja, og at de ikke får læst nok, siger Strunge.

Fredag blev det offentliggjort, at den svenske lydbogstjeneste Storytel har købt Mofibo for et trecifret millionbeløb. Morten Strunge træder selv ind i ledelsen i Storytel.

Her skal han arbejde med internationaliseringen af virksomheden, der skal udbredes til flere lande. Det glæder han sig til.

- Jeg skal banke nye markeder op og vækste forretningen der. Udviklingsmæssigt synes jeg, det kunne være super fedt at lære det og forhåbentlig gøre det med succes. Der kan jeg udvikle mine egne kompetencer, lyder det fra Strunge.

Han er mest kendt for opstart af virksomheder i telebranchen. I 2006 stiftede han mobilselskabet Onfone, som han solgte til TDC for et trecifret millionbeløb i 2011.

I marts i år stiftede han så et nyt teleselskab, Plenti, som blandt andet tilbyder kunder adgang til en stribe indholdstjenester.

De mange økonomiske succeser - der også er krydret med enkelte fejlslagne virksomheder - får dog ikke Strunge til at ville trække sig tilbage og nyde et velbetalt otium.

- Jeg er lige fyldt 30, så det er nok lige tidligt nok. Jeg gør det jo, fordi jeg synes, det er hammer sjovt.

- Jeg har lyst til at udvikle forretninger og se, hvordan det går. Det er lysten, der driver det. For mig er det en hobby. Det er det, jeg synes er sjovt. Jeg spiller ikke golf og alt sådan noget – jeg laver forretninger, siger han.

/ritzau/