Mogens Amdi Petersen er fortsat en fri mand

Hverken han eller de fire andre ledere - Kirsten Ambrosius Larsen, Steen Byrner, Christie Pipps og Marlene Gunst - viste sig, da dommere og domsmænd skulle behandle statens ankesag mod Tvind-lederne, der er tiltalt for skattesvig og underslæb for i alt 125 millioner kroner.

Det førte til en heftig diskussion mellem anklageren, Erling Vestergaard fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, og de fem forsvarere for de tiltalte Tvind-ledere om, hvorvidt retsmødet overhovedet var lovligt.

Normalt skal retten forkynde en stævning personligt, men det er ikke sket. Politiet har nemlig været ude af stand til at lokalisere de fem Tvind-ledere, som alle forlod landet, da de blev frikendt ved byretten i Ringkøbing i 2006.

Anklagemyndigheden har i årevis forsøgt at finde frem til Tvind-lederne, men forgæves. I marts besluttede man derfor at indrykke en annonce i Statstidende, hvor man bekendtgjorde stævningen mod de fem Tvind-folk.

Forsvarerne mente ikke, at politiet havde gjort nok for at få fat på de tiltalte, men landsretten gav anklageren medhold: En stævning kan godt ske via en annonce i Statstidende, når alle andre forsøg på at finde frem til de tiltalte er udtømte.

Dermed gjorde landsretten det klart, at man er klar til også at dømme de fem personer »in absentia«.

Forsvarerne satte dog en fornyet offensiv ind mod anklageren efter frokostpausen.

I sin procedure argumenterede anklageren for, at retten skulle udstede en international fængslingskendelse mod de fem personer, så udenlandsk politi kan anholde dem i det øjeblik, de støder på dem. Det forudsætter imidlertid, at der er tale om begrundet mistanke om alvorlig kriminalitet.

Og det er der, mente anklageren og henviste til, at Tvind-talsmanden Poul Jørgensen i 2009 blev idømt to og et halvt års fængsel for skattesvig og underslæb. Det fik forsvarerne til uventet at hive en kanin op af hatten.

Forsvarer Jakob Lund Poulsen henviste til et brev fra tidligere statsadvokat, Elsemette Cassøe. Hun skrev i et brev i 2007, da sagen mod Poul Jørgensen skulle for landsretten, at de øvrige tiltaltes forsvarere ikke skulle møde op ved retsmøderne. Til gengæld lovede hun, at anklagemyndigheden ikke ville anvende forklaringer afgivet i Poul Jørgensen-sagen som beviser i sagerne mod de andre Tvind-ledere.

Retsformanden Lis Frost var tydeligt overrasket, og dommere og domsmænd trak sig tilbage for at vurdere brevet, som ikke var en del af sagens bilag.

Konklusionen blev, at dommeren tillader anklageren at bruge Poul Jørgensen-dommen i en vis udstrækning. Men landsrettens formand, Lis Frost, bad anklageren om en skriftlig redegørelse for, hvorfor man mener, der er en »begrundet mistanke«, som kan retfærdiggøre en international fængslingskendelse.

Og den slags tager tid, og derfor blev et nyt retsmøde berammet til 28. august klokken 9.30.

Indtil da er Mogens Amdi Petersen og de andre Tvind-ledere uden for fare for at blive arresteret - uanset hvor de opholder sig i den store verden.

Dagens Gossip