Mogensens indsats for Danmark imponerer Lars Løkke

Skrevet af admin

02/09/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er imponeret over danske Andreas Mogensens rumfærd. Ifølge Lars Løkke er den danske astronauts rumrejse med til at gavne Danmark på flere måder.

- Andreas Mogensen mission er med til at sætte fokus på det store bidrag, Danmark yder via ESA til gavn for blandt andet dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser, siger Lars Løkke i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Statsministeren mener, at opsendelsen af Andreas Mogensen har været en stor oplevelse - både for astronauten selv og for de mange tilskuere, der onsdag har fulgt med i opsendelsen. Ligesom det meste af Danmark var også statsministeren tidligt oppe:

- Det er imponerende, at Andreas' drengedrøm i dag er gået i opfyldelse takket være hans benhårde og målrettede indsats. Det vil jeg gerne lykønske ham med. Andreas gjorde det en smule sjovere og mere nervepirrende at stå op i morges end en almindelig onsdag, siger Lars Løkke.

Når en Mogensen bliver sendt ud i rummet for første gang, håber Lars Løkke, at begivenheden kan være en inspirationskilde, der vil få andre unge til at gå i hans fodspor.

- Jeg håber også, at den første dansker i rummet vil give endnu flere unge appetit på at vælge en teknisk-videnskabelig uddannelse, siger Lars Løkke Rasmussen.

Andreas Mogensen blev som den første dansker nogensinde sendt ud i rummet. Det skete med raketten Sojus, der blev sendt af sted fra Kasakhstan onsdag morgen klokken 6.37 dansk tid.

Danskeren er i selskab med to andre astronauter, og de skal tilbringe otte dage på den internationale rumstation ISS. Dog vil det tage de tre astronauter to dage at nå dertil, så de er først fremme på ISS fredag morgen klokken 9.42, hvis alt går efter planen.

I de otte dage på rumstationen skal Andreas Mogensen være med i nogle forskningsprojekter, hvor han blandt andet skal teste udstyr til rumrejser og tage billeder af vejrfænomener på Jorden.

/ritzau/