Mögers partiskifte får atter DF til at rette blikket mod DR

Spørgsmålet bliver igen rejst af Dansk Folkeparti, efter at den tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen torsdag annoncerede, at han skifter fra SF til Socialdemokraterne. Denne gang vil Dansk Folkeparti have kulturministeren til at tage stilling.

»Jeg vil rejse sagen overfor kulturminister Marianne Jelved (R) og høre hende om, hvilke kriterier der er, når DR, som er public service-organ, ansætter kendte politikere,« siger Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus (DF), i en skriftlig kommentar.

»Mit spørgsmål til ministeren er, om der er en grænse for, hvor politisk engageret man må være, når man ansættes på DR, der som bekendt er en public service-kanal, i en journalistisk funktion. Kan man eksempelvis blive det som minister, menigt folketingsmedlem, byrådsmedlem eller partimedlem? Kan ministeren angive, hvor og hvornår et politisk engagement er for tungt og tydeligt til, at man kan ansættes i en neutral og formidlende journalistisk funktion i DR?« spørger Marinus.

Det er ikke første gang, Dansk Folkeparti og Morten Marinus stiller sig på bagbenene i forhold til Thor Möger Pedersens tilknytning til DR.

Da den tidligere skatteminister i begyndelsen af året annoncerede, at han fra 1. februar skulle være vært på DR2-programmet »Gadens Parlament« mente Dansk Folkeparti, at Möger burde melde sig ud af SF, inden danskerne kunne blænde op for programmet.

Dengang forklarede Möger, der torsdag ikke har villet kommentere sit partiskifte, at han var opmærksom på problematikken, men at han ikke anså det som et problem.

»Jeg er et politisk menneske, og folk ved også, hvilke værdier og holdninger, jeg står for. Man ved så at sige, hvor man har mig. Men det er klart, at den mission, jeg kommer til at have, det er at bidrage til, at flere kommer til orde og så skabe aktuel samfundsdebat på en ny måde. Den rolle er jeg meget bevist om,« sagde Thor Möger Pedersen.

Dagens Gossip