Mogherini kom verden rundt på tre timer

Skrevet af admin

06/10/2014

Mest læste i dag

Cuba, Ukraine, Rusland, Libyen, Iran, USA, ebola, flygtninge, Hongkong, Palæstina.

Der er stort set ikke den region og det problem i verden, Italiens udenrigsminister, Federica Mogherini, ikke skal forholde sig til mandag aften, mens hun er til tre timer lang eksamen i Europaparlamentets udenrigsudvalg for at blive vurderet til jobbet som EU's næste udenrigschef.

Mogherinis overordnede budskab er, at EU allerede har mange gode redskaber.

Men at man sommetider bruger for meget tid på beslutningsprocessen. Og at EU skal være bedre til at håndtere kriser tidligt i stedet for altid at skulle lappe, når det er gået galt.

- Vi skal være i stand til ikke bare at rende efter det, der står på dagsordenen i dag, siger Mogherini.

Flere spørgere tager fat i tidligere kritik af italienerens ringe erfaring som minister og for mere Rusland-venlige udtalelser tidligere i år, da Ukraine-krisen spidsede til.

- Det var i marts. Tingene har ændret sig siden - og ikke til det bedre. Rusland har haft flere chancer for at komme tilbage til den politiske løsnings vej, siger Mogherini og lufter håb om, at den aktuelle fredsplan fra Minsk "er den rigtige tilgang".

En anden parlamentariker vil vide, hvordan Mogherini selv reagerer, hvis hun bliver konfronteret med en russisk bjørn.

- Jeg har ikke mange erfaringer med bjørne. Men vi har brug for en blanding af beslutsomhed og diplomati. Og balancen vil afhænge af, hvordan bjørnen reagerer, svarer Mogherini.

Italieneren bliver også ad flere omgange spurgt til den mellemøstlige fredsproces.

- Vi skal først og fremmest være til stede. Her kan vi for en gangs skyld spille en afgørende mæglerrolle. Fredsprocessen har stået på så længe, at hvis bare vi finder den politiske vilje, så tror jeg også, den tekniske løsning er der, siger Mogherini.

Den danske europaparlamentariker Margrete Auken (SF) giver en forsigtigt positiv vurdering af en "velformuleret" kandidat, der er "godt inde i tingene".

- Men når det kommer til svære spørgsmål og særligt Israel-Palæstina svarer hun meget svævende. Jeg vil dog ikke på forhånd afvise, at hun både kan blive konkret og træffe modige valg, hvis hun får muligheden, siger Auken.

/ritzau/