Mols-Linien køber en af verdens største katamaranfærger

Det er Mols-Linien, der har købt endnu en af verdens største katamaranfærger, nemlig KatExpress 2.

I fremtiden tilbydes op til 20 daglige afgange mellem Aarhus og Sjælland, og i foråret 2013 indsættes superfærgen, som bliver et spritnyt fartøj, der i øjeblikket bygges på værftet i Australien.

Det 112 meter lange skib af typen Incat indsættes i drift i maj 2013. Oprustningen øger kapaciteten med 65 procent hos rederiet, der fremover kan tilbyde kunderne op til 20 daglige afgange mellem hjertet af Aarhus og Sjælland i tillæg til afgangene på Odden-Ebeltoft-ruten.

Mols-Liniens administrerende direktør Søren Jespersen har store forventninger til den nye superfærge, der er chartret i 10 år med købsoption.

- KatExpress superfærgerne er en helt ny generation af færger, og vi har fået utrolig positiv respons på KatExpress 1, som vi indsatte i maj 2012. Kunderne har som forventet taget rigtigt godt imod superfærgen, og det har bekræftet vores vision om at skabe unikke sejloplevelser for kunderne og sikre større kapacitet. Strategien er lykkedes. Vi har skabt en turnaround og er blevet den mest fleksible og effektive vej over Kattegat, siger han.

Det er i løbet af det sidste halve år lykkedes rederiet at øge markedsandelen og antallet af overførte biler radikalt, og Mols-Linien oplever en stadig stigende efterspørgsel på især afgange morgen og eftermiddag.

Mols-Linien har allerede nu overhalet indenrigs-flytrafikken, og med to superkatamaraner i pendulfart på Kattegat forbedrer Mols-Linien sin position som forbindelsesled mellem landsdelene markant.

Den nye superfærge kan tage op til 1.000 passagerer og 417 personbiler – og som KatExpress 1 laste campingvogne, lastbiler og op til 6 busser på en overfart.

KatExpress 2 har ligeledes store lyse og overskuelige dæk, som gør det enkelt for kunderne at køre ind og ud af færgen.

Hele kundeområdet er anlagt på et og samme dæk, og der vil være en fantastisk panoramaudsigt fra store dele af skibet.

Dagens Gossip

Dagens TV