Momsfinte giver håndboldforbund skattefrie VM-indtægter

Skrevet af admin

09/12/2015

Dagens topnyheder

Når regnskabet fra VM i kvindehåndbold i Danmark gøres op, lægger Dansk Håndbold Forbund (DHF) ikke en eneste momskrone i statskassen. Det skriver Politiken.

Forbundet har oprettet en frivillig forening, der høster indtægter fra turneringen og billetsalget. En sådan forening er fritaget for moms.

Ved EM for herrer i 2014 slap DHF på samme måde for at betale fem millioner kroner i moms.

Selv om Skat har godkendt momsfritagelsen, mener to eksperter, at DHF er på kant med loven.

For at slippe for at betale moms må pengene i den frivillige forening kun gå til bredde- og amatøridræt.

Men ifølge DHF’s regnskab for 2014 har foreningen givet 1,8 millioner kroner tilbage til projekter hos forbundet selv. Dermed er DHF på kant med loven, mener Henrik Stensgaard, professor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet.

- I dette tilfælde havner pengene hos DHF selv, der også har andre aktiviteter end alment velgørende, siger Henrik Stensgaard til Politiken.

Han mener, at det er underordnet, at pengene umiddelbart er gået til breddeprojekter inden for DHF som "Knæk kurven," som skal få flere til at spille håndbold.

- Det er svært at se, om det er projekter, som man alligevel ville have startet, eller om tilskuddet fra foreningen giver en besparelse i forbundet, som så kan bruges på for eksempel eliteaktiviteter, siger han.

Samme udlægning har Sten Kristensen, momschef i revisionsselskabet BDO.

- Det kan godt være, at det er inden for loven, men så mangler der totalt en sikring af, at pengene ikke svømmer ind i eliteidrætten også, siger han til Politiken.

Sten Kristensen mener, at hele modellen er mod lovens ånd – den er rettet mod loppemarkeder og juletræsfester, ikke en millionforretning som VM.

DHFs formand Per Bertelsen mener dog, at DHF har ryggen fri.

- Alt, hvad vi laver i relation til det, er for det første godkendt af Skat og så af vores revisorer. Det er ikke noget, vi bare sidder og skifter rundt med, siger han til Politiken.

Skat ønsker ikke at udtale sig i den konkrete sag.

/ritzau/