Monaco-træner: Juventus vandt på fejlkendelse

Skrevet af admin

15/04/2015

Dagens topnyheder

Der skulle et straffespark til for at afgøre tirsdagens kvartfinale i Champions League mellem Juventus og Monaco.

Italienerne vandt 1-0, da Arturo Vidal 10 minutter efter pausen hamrede bolden i målhjørnet fra 11-meter-pletten.

Men i Monaco-lejren mente man, at det var en fejl, da den tjekkiske dommer Pavel Kralovec pegede på pletten for Ricardo Carvalhos forseelse på Alvaro Morata.

- Resultatet blev skabt på en forkert beslutning af dommerteamet. Resultatet var ikke retfærdigt ud fra det, der skete på banen, siger Monaco-træner Leonardo Jardim til Sky Sport Italia.

Forsvarsspilleren Andrea Raggi er enig.

- Forseelsen skete uden for straffesparksfeltet. Man kan argumentere for, at den fortsætter inde i feltet, men der er uden tvivl kun frispark. Men dommeren havde kun få sekunder til at træffe en beslutning, siger Monacos italiener.

Juventus dominerede det meste af kampen, men kun i et par situationer lykkedes det at komme frem til oplagte scoringschancer i åbent spil.

Derfor var træner Massimiliano Allegri tilfreds med den knebne sejr.

- Det er et godt resultat. At vinde og holde nullet på hjemmebane giver os et godt udgangspunkt. Men det bliver ikke let i Monaco, der er et godt organiseret hold, siger Juventus-træneren.

Der er returkamp onsdag den 22. april.

/ritzau/Reuters