Is-monopol brudt i dag; Viking-Is må køre i hele landet nu

 

Viking-Is har i dag brudt monopolet på is-markedet. En dom, som gav Hjem-Is monopol på at køre is ud i Syd- & Sønderjylland, er udløbet og nu tager Viking-Is kampen op.

- Vi kører ud fra i dag i det meste af Danmark og det glæder både os og kunderne, at vi nu frit kan bringe is og andre varer ud i blandt andet Sønderjylland, siger den ene af firmaets ejere, Per Roth, der kører forretningen sammen med sin bror, Tom Roth.

Is-firmaet har også fået ny adresse. I sidste uge flyttede Viking-Is fra Vamdrup til et nyt domicil på Møllemærsk i Aabenraa.

Kunderne glæder sig til at Viking-Is nu kommer ud i Sønderjylland og i Kolding-området igen, fortæller Tom Roth til dagens.dk:

- Vi har i denne uge fået omkring 100 mails fra kunder, der spørger hvornår vi kommer ud til dem. Så vi har en fantastisk opbakning fra vore kunder.

Sagen startede sidste år, hvor Viking-Is i Vamdrup blev etableret og begyndte at køre i Syd- & Sønderjylland. Det faldt Hjem-Is for brystet, fordi Tom Roth, der tidligere har arbejdet for Hjem-Is, brugte turlister, som er offentlig tilgængelige på Hjem-Is’ hjemmeside. Tom Roth forstår dog stadig ikke denne sag:

- Det har væreet en ren farce, men heldigvis har kunderne bakket os op, selv om vi ikke har måttet levere is til dem i Sønderjylland.

Han tilføjer at der har været større omkostninger, mens monopolet stod på.

- Det har kostet ekstra i blandt andet diesel. Det er jo dyrere, at køre til for eksempel Fyn, slutter Tom Roth.

Viking-Is leverer både is- og frostprodukter over det meste af landet.

Foto: Viking-Is.

 

Dagens Gossip

Dagens TV