Monstrøs magtdemontration af Cancellara i klassiker

Det satte den 31-årige schweizer en tyk streg under, da han i E3 Harelbeke bankede samtlige rivaler eftertrykkeligt på plads med sin tredje sejr i det prestigefulde belgiske brostensløb.

Undervejs i det stærkt besatte felt, hvor de tungeste endagsspecialister var samlet forud for løbsmonumenter som Flandern Rundt og Paris-Roubaix, så Cancellara ellers ud til at være under pres og uden støtte fra et svagt Team RadioShack.

Tom Boonen førte et dominerende QuickStep-kollektiv frem mod de i alt 15 stejle og kuperede "mure" i den flamske del af Belgien og det skortede heller ikke på skræmmende navne, når blikket vandrede hen over Team Sky og BMCs startformation.

Det var da også en konsekvens af at være klemt i en prekær undertalssituation, der tvang Fabian Cancellare til selv at tage affære med knap 30 km tilbage af det ialt 211 km lange løb.

Forceringen fra "Spartacus" flåede Tom Boonen og QuickSteps falanks op fra en kant. Og hvis Cancellara også søgte efter et tegn på, hvor de mest hæderkronede rivaler er formmæssigt netop nu, kom svaret prompte: Tom Boonen er stadig et niveau under den superform, han promenerede med i 2012, den norske kæmpegut Edvald Boasson Hagen er også medgørlig, italienernes fotogene pedalcharmør Filippo Pozzato er helt væk, og endelig er Peter Sagan nok formidabel, men den unge slovak kom til at betale en høj pris for at være blevet fanget af en defekt, som kostede knaldhård forfølgelse på et kritisk tidspunkt, hvor Cancellara fik sat det meste af fronten i alarmberedskab.

Cancellara, der sidste år måtte se den vigtigste del af sit klassikerprogram kollapse efter et styrt med et kompliceret kravebensbrud, kørte i mål med et minut ned til de nærmeste forfølgere. Peter Sagan tog sig af endnu en podieplacering efter sin andenplads i Milano-Sanremo i sidste weekend, mens hjælperytternavnet Daniel Oss fra BMC greb sin chance ved at snuppe sidste plads på podiet.

Team Saxo-Tinkoff gjorde sig bemærket tidligt i løbet ved at have Anders Lund liggende fremme, men i den afgørende fase var danskerholdet endnu en gang aldeles usynligt.

Dagens Gossip