Monsun sender 100.000 på flugt fra vandmasser i Malaysia

Skrevet af admin

26/12/2014

Mest læste i dag

Flere end 100.000 mennesker er blevet evakueret fra deres hjem af myndighederne i fem nordlige delstater i Malaysia.

Det sydøstasiatiske land er ramt af de værste monsun-oversvømmelser i årtier.

Dårligt vejr og ekstrem høj vandstand har gjort evakueringsarbejdet og forsøget på at transportere mad med helikoptere vanskeligt, oplyser premierminister Najib Razak i en meddelelse.

I alt er 103.412 personer blevet sendt på flugt fra vandmasserne i delstaterne Kelantan, Terengganu, Pahang, Perak og Perlis ifølge det nationale nyhedsbureau Bernama.

Det er første gang nogensinde, at så mange mennesker er blevet evakueret på grund af oversvømmelser. Den tidligere rekord stammede fra 2008, hvor omkring 100.000 blev evakueret.

Den nordøstlige del af halvøen, hvor Malaysia ligger, er hårdest ramt af vandmasserne, og området bliver ofte ramt af oversvømmelser, når en monsun årligt hærger. Dette års nedbør har dog været særlig voldsomt.

Tirsdag var knap 60 udenlandske turister blandt næsten 100 personer, der måtte reddes via båd og helikopter fra et resort i en malaysisk nationalpark, som har oplevet de største regnmængder siden 1971.

Oversvømmelserne falder oven i, at man i det nordvestlige Malaysia markerer, at det er 10 år siden, at en ødelæggende tsunami ramte Sydøstasien og dræbte omkring 283.000 mennesker.

/ritzau/AFP