Monsunregn i Nepal koster mindst 39 personer livet

Skrevet af admin

27/07/2016

Dagens topnyheder

Voldsomt regnvejr har skabt oversvømmelser og ført til jordskred i Nepal. Myndighederne oplyser, at mindst 39 mennesker har mistet livet i nedbørsmængderne.

Antallet af dræbte er størst i Pyuthan-distriktet i den centrale del af det bjergrige land. Her er 15 lig ifølge lokale myndigheder blevet reddet ud af områder, der er hårdt ramt af jordskred.

I Palpa-distriktet er tre personer fra samme familie omkommet i et jordskred, og i Jhapa i det østlige Nepal er fem personer druknet, efter at en flod er gået over sine bredder.

En af de seneste, der er meldt dræbt, er et spædbarn, der blev begravet af jordmasser tirsdag aften i Myagdi-distriktet.

Indenrigsministeriet i Nepal venter, at det samlede dødstal vil stige de kommende dage.

Monsunregnen i Nepal rammer landet mellem juli og september og forårsager hvert år ødelæggelser.

De nepalesiske bjerge har været ekstra sårbare over for regnen efter et voldsomt jordskælv i 2015, hvor flere end 8000 mennesker mistede livet.

/ritzau/dpa