Montenegrinsk fysik smadrer Ungarn ved VM

Skrevet af admin

08/12/2015

Dagens topnyheder

Der var på forhånd lagt op til en tæt og spændende kamp mellem Ungarn med maksimumpoint og et stærkt Montenegro-hold, men sidstnævnte viste skræmmende styrke.

Ungarn blev trynet fysisk i begge ender af banen, og det endte med en kæmpesejr på 32-15 til Montenegro i Danmarks gruppe.

I en tæt indledning var det først Montenegro, som fik fat i angrebet, mens man stod ekstremt stærkt i forsvaret.

Ungarn var fysisk underlegne, og montenegrinerne havde stor succes med at kyse modstanderne, som var tvunget til at afslutte fra distancen i mange tilfælde og oftest uden succes.

En velspillende Milena Raicevic stod for fire af Montenegros første seks mål, og da også de øvrige spillere begyndte at byde ind, trak Montenegro for alvor fra.

Ungarerne var med til 4-4, hvorefter det ellers hidtil velspillende ungarske hold blev kørt ud af Boxen i Herning.

Ved pausen var føringen allerede oppe på 17-9 i montenegrinsk favør, og der var intet, som fungerede for Ungarn.

Ti minutter efter pausen stod der 21-10 på måltavlen, og modløsheden var tydelig hos de underlegne ungarske spillere.

Det endte i en montenegrinsk magtdemonstration og et signal til de øvrige hold om, at man er kommet for at nå langt.

Ungarn lavede kun seks mål i anden halvleg og måtte notere et nederlag på hele 15-32.

I den tidlige kamp i gruppen vandt Japan sin første kamp. Det skete med en sejr over Tunesien på 31-21.

Montenegro fører nu gruppen med fem point for tre kampe, men Danmark kan overtage førstepladsen senere tirsdag, hvis Klavs Bruun Jørgensens tropper kan besejre Serbien.

/ritzau/