Montenegro er klar til at blive Natos 29. medlem

Skrevet af admin

18/05/2016

Dagens topnyheder

Montenegros premierminister, Milo Djukanovic, vil torsdag underskrive en tiltrædelsesprotokol, der gør det lille eksjugoslaviske land til Natos 29. medlem, når alle medlemslande formentlig engang næste år har ratificeret aftalen.

- Efter den ceremoni vil Montenegro deltage i alle Nato-møder som observatør, siger alliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, onsdag på et pressemøde dagen før starten på to dages udenrigsministermøde i Bruxelles.

- Når alle allierede har ratificeret protokollen, vil Montenegro blive det 29. medlem af alliancen. Det er et klart signal om, at Nato fortsætter med at hjælpe med at opbygge stabilitet og sikkerhed i det vestlige Balkan, siger Stoltenberg.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) og hans Nato-partnere vil bruge en stor del af deres to dages møde på at diskutere, hvordan Nato kan komme nye problemer i forkøbet ved at hjælpe med at udbrede stabilitet i sine nabolande, før kaos bryder ud.

- Vi vil se på, hvordan vi kan eksportere stabilitet langs Natos udkant, siger den amerikanske Nato-ambassadør, Douglas Lute.

Det handler især om Irak, Jordan og Tunesien, der alle står i problemer til halsen, og hvor Nato er parat til at hjælpe med at styrke de tre landes evne til selvforsvar.

Jens Stoltenberg siger, at Natos udenrigsministre også vil diskutere, hvordan Nato kan støtte den nye samlingsregering i Libyen.

- Nato har et klart mandat fra vores stats- og regeringschefer, at vi skal være klar til at støtte Libyens nye samlingsregering, hvis den beder om det, siger han.

Udenrigsministrene ventes ligeledes at diskutere, hvordan Nato i givet fald kan deltage i en flådeoperation, der blokerer for migrantruten mellem Libyen og Italien.

Det er Italiens premierminister, Matteo Renzi, der presser på for at få sådan en operation i søen, og hans plan fik i sidste måned opbakning fra USA's præsident, Barack Obama, under et besøg i Europa.

En anden nabo, som Nato ser som et stort problem, er Rusland, hvor alliancens strategi er at kombinere afskrækkelse og et stærkt forsvar med invitation til dialog med russerne.

Nato er således i gang med den største oprustning siden Den Kolde Krig og planlægger at udstationere bataljoner på hver omkring 1000 soldater i en række lande tæt på Rusland. Men hvor mange bataljoner og i hvilke lande er stadig til diskussion.

- Jeg kan bekræfte, at vi diskuterer et forslag fra den strategiske kommando om at have en multinational bataljon i nogle af de østlige lande, heriblandt de baltiske lande, siger Jens Stoltenberg.

/ritzau/