Montenegros storspiller: Danmark kan komme langt

Skrevet af admin

16/12/2013

Dagens topnyheder

Det danske kvindelandshold viste mod Montenegro søndag aften, at det har styrke til at komme langt ved VM.

Sådan lyder vurderingen fra montenegrinernes superstjerne Katarina Bulatovic efter det noget overraskende nederlag på 21-22 til de undertippede danskere.

- Vi var forberedt på, at danskerne ville være hårde, og de har et godt hold. De kan gå hele vejen til finalen, hvorfor ikke? Men det er et meget tæt felt, så der er mange, der kan vinde VM, siger Katarina Bulatovic.

Hun lavede syv mål og voldte det ellers stærke danske forsvar visse problemer.

Hvis hun havde sendt sin sidste afslutning af sted et sekund tidligere, havde hun udlignet og sendt kampen i overtid. Nu nåede slutsignalet at lyde, inden venstrehåndsdrønet rev i nettet bag Cecilie Greve.

Men trods den bitre afslutning erkender Györ-spilleren, at danskerne var den smule bedre, der gjorde sejren berettiget i den ellers tætte kamp.

- Danmark var bedre end os, og derfor er de i kvartfinalen. Jeg ønsker dem alt det bedste. Selvfølgelig er jeg skuffet, men sådan er sport.

- Vi lavede så mange nemme fejl i forsvaret og indkasserede nogle nemme mål. Derfor tabte vi, konkluderer Katarina Bulatovic.

Resultatet betyder, at Montenegro nu kan rejse hjem fra VM, mens Danmark møder Tyskland i kvartfinalen på onsdag.

/ritzau/