Monty Python finder sammen igen efter 30 år

John Cleese, Michael Palin, Eric Idle, Terry Jones og Terry Gilliam går sammen som Monty Python for første gang i 30 år. De er kendt for at stå bag showet Monty Pythons Flyvende Cirkus og filmene Life of Brian og Monty Python og de skøre riddere.

- Ingen troede nogensinde, at det var muligt, men det sker 100 procent. De vidste, at det var nu eller aldrig. Det en gennemført genforening - det er kæmpe nyheder i underholdningsbranchen, siger en anonym kilde tæt på komikerne til The Sun.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

På Twitter reklamerer Eric Idle for et stort pressemøde på torsdag, hvor man forventer, at genforeningen bliver offentliggjort.

En genforening har været under opsejling flere gange i årenes løb. I 1999 skulle de have turneret i USA, men Michael Palin sprang fra i 11. time.

Det bliver dog ikke hele Monty Python-ensemblet, der samles. I 1989 døde det sjette medlem, Graham Chapman, af kræft.

Eric Idle har tidligere afvist, at gruppen skulle finde sammen igen.

- Det sker, så snart Graham Chapman vender tilbage fra de døde. Vi forhandler med hans agent om vilkårene, sagde han med slet skjult sarkasme.

Dagens Gossip