Mor anholdt for grov vold mod femårig i Ringsted

En dreng på fem år fra Ringsted er blevet udsat for farlig og grov vold, mener politiet. Drengens mor og hendes samlever er blevet anholdt og sigtet.

Onsdag vil en anklager i Retten i Roskilde kræve den ene eller begge varetægtsfængslet.

Politiet fik anmeldelsen i fredags, og en retsmediciner har udtalt, at de blå mærker og hævelser, som drengen har, må være resultat af en voksen persons vold.

Foreløbig mener politiet, at volden skal være sket umiddelbart før 14. december.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi har vicepolitikommissær Ove Pedersen ikke umiddelbart yderligere oplysninger. Men han fortæller, at sigtelsen drejer sig om vold af særlig farlig karakter.

Hvordan de to anholdte stiller sig til sigtelsen er foreløbig ikke afklaret.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV