Mor dømt for at slå ballonklovn

Skrevet af admin

18/10/2013

Dagens topnyheder

En 27-årig mor til tre er ved Retten i Horsens blevet dømt for vold begået mod en ballonklovn i Horsens.

Det skriver Horsens Folkeblad.

- Det føltes som knytnæveslag, det så ud som knytnæveslag, og det var knytnæveslag, fortalte ballonklovnen Pokus i retten.

Kvinden havde forklaret, at der var tale om skub, mens anklagen lød på knytnæveslag.

LÆS OGSÅ: Vred mor bankede ballonklovn

Vidneforklaringer, som dommeren betegnede som faste og præcise, støttede imidlertid ballonklovnens forklaring, og domsmandsretten konkluderede derfor, at der var tale om slag.

Den slags er takseret til 40 dages fængsel og udløser som udgangspunkt en ubetinget fængselsstraf.

Retten valgte dog at gøre straffen betinget af, at den 27-årige kvinde ikke begår ny kriminalitet inden for et år. Samtidig skal hun udføre 30 timers samfundstjeneste.

Retten begrundede den betingede dom med kvindens gode personlige forhold og med det faktum, at ballonklovnen i et eller andet omfang havde givet anledning til slagene.

Episoden skete 10. august i forbindelse med "Store Legedag". Her var klovnen Pokus hyret til at lave ballondyr til børnene.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Han har forklaret, at den 27-åriges kvindes søn under seancen gentagne gange hev balloner op fra hans lomme på trods af, at drengen blev bedt om at lade være. Det fik til sidst klovnen til at tage ham i armen.

Episoden fik kvinden til at ringe efter politiet og anmelde klovnen for at tage fat i hendes søn. Politiet dukkede op, men ønskede ikke at gøre mere ved sagen.

Læs også - Kritik fra kollega i tryllebranchen: Jeg ville aldrig tage fat i et barn

Da klovnen bagefter delte visitkort ud, stødte han igen på den 27-årige kvinde. Hun bad ham forsvinde fra pladsen, men det ville han ikke, da han var hyret til at være der.

Klovnen og vidner forklarede, at slagene derefter kom "ud af det blå".

Kvinden forklarede, at klovnen stak sit ansigt "helt op i hovedet" på hende. Hun forklarede, at hun var bange for ham, og at hun først bad ham om at gå og derefter to gange skubbede hans ansigt væk, skriver Horsens Folkeblad.

/ritzau/

 

/ritzau/