Mor er sigtet for drab på otte børn i Australien

Skrevet af admin

21/12/2014

Mest læste i dag

Den 37-årige kvinde, der var mor til syv af de otte børn, der fredag blev fundet dræbt i et hus i den australske by Cairns, er nu formelt sigtet for drab på børnene, der var mellem to og 14 år.

Det oplyser delstatspolitiet i Queensland søndag.

Kvinden er selv indlagt på et hospital i Cairns, men har ikke livstruende skader. Hun bevogtes af politiet og er ligeledes blevet stillet for en dommer på hospitalet, oplyser politiet.

Myndighederne har endnu ikke fortalt, hvordan de fire piger og fire drenge blev dræbt i huset i Manoora, der er en forstad til Cairns. Men politiet oplyser, at det efterforsker flere forskellige scenarier, herunder kvælning.

- Kvælning er en af de muligheder, som vi undersøger. Det er derfor, det tager noget tid at klarlægge, siger kriminalinspektør Bruno Asnicar fra lokalpolitiet i Cairns.

Politiet har tidligere oplyst, at der blev fundet knive i det hus, hvor børnene blev fundet døde, og de første meldinger gik på, at børnene var blevet stukket ihjel.

Obduktionerne af alle børnene er endnu ikke afsluttet, og resultatet af dem vil tidligst være klar søndag aften lokal tid.

Politiet undersøger ligeledes, om et stofmisbrug hos den 37-årige kvinde kan have været en medvirkende årsag til drabene.

Kvinden var mor til syv af børnene og tante til den ældste pige.

Familietragedien i Cairns har rystet Australien for anden gang på mindre end en uge, efter at et 16 timer langt gidseldrama i Sydney natten til tirsdag endte med, at to gidsler mistede livet. Myndighederne afviste dog helt fra begyndelsen, at der var tale om en terrorrelateret sag i Cairns.

Cairns ligger helt ude i det nordøstlige hjørne af Australien omkring 1700 kilometer nord for Brisbane, som er hovedstad i Queensland.

/ritzau/AFP