Mor er uden for livsfare efter søns knivstik

Skrevet af admin

07/12/2014

Dagens topnyheder

Et skænderi førte til, at en 27-årig mand trak en kniv og stak sin mor på 52 år i brystet lørdag eftermiddag på Skovengen i Kokkedal.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Moren er indlagt på Rigshospitalets Traumecenter, men meldes tidligt natten til søndag uden for livsfare.

- Hun er stadig indlagt, men uden for livsfare, siger vagtchef Ulrik Lindén til Ritzau.

Gerningsmanden er anholdt, men politiet har endnu ikke afhørt ham. Derfor er det også uklart, hvad der førte til knivstikkeriet.

- Det ved vi ikke noget om endnu. Men vi bliver nok klogere, når vi har afhørt ham. Så vi skal have afklaret et motiv, lyder det fra vagtchefen.

Politi og sundhedsfagligt personale har færdiggjort deres arbejde på stedet.

Politiet modtog anmeldelsen om et knivstikkeri i en bolig på Skovengen klokken 15.40.

Moren råbte om hjælp, og en anden søn på 18 år kom til fra boligens første sal, og gerningsmanden tog flugten fra stedet.

Gerningsmanden blev anholdt klokken 16.05 under politiets efterforskning af området nær gerningsstedet.

Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør søndag.

/ritzau/