Mor fik forskrækkelse: Lægte tog fat i barnevogn med to børn

Det noget specielle færdselsuheld skete på Møllehøjvej i Kirke-Hyllinge ved Lejre lidt før klokken 17 torsdag eftermiddag.

Her kom en 40-årig mand fra Kirke-Hyllinge kørende i en varebil med tilkoblet påhængsvogn.

Han medbragte en lægte, der var anbragt på påhængsvognen. I forbindelse med en svingning ramte lægten en barnevogn, så barnevognen med to børn i satte sig fast omkring lægten.

Børnenes mor, der er en 32-årig kvinde fra Kirke-Hyllinge, råbte op, hvorefter føreren af varebilen straks standsede.

Hverken børnene eller moderen kom til skade, og politiet kunne konstatere, at lægten var anbragt korrekt på påhængsvognen.

Politiet sørgede derfor blot for udveksling af personoplysninger mellem parterne, da man ikke mener der er sket noget ulovligt.

Dagens Gossip

Dagens TV