Mor fra Frederikshavn erkender drab på sin nyfødte baby

En 21-årig drabssigtet mor fra Frederikshavn har i et grundlovsforhør i Retten i Hjørring erkendt at have dræbt sin nyfødte søn.

Det oplyser TV2 Nord.

Kvinden mistænkes for at have dræbt den kun ni dage gamle dreng ved at holde en pude over hans ansigt. Drabet skal være sket fredag eftermiddag.

Den 21-årige forsøgte efterfølgende at begå selvmord, men blev fundet bevidstløs af sin kæreste og spædbarnets far.

Det lykkedes lægerne at redde kvindens liv, men den lille dreng kunne ikke reddes. Han blev erklæret død ved ankomsten til Aalborg Sygehus.

Kvinden blev i weekenden, mens hun var indlagt på sygehuset, varetægtsfængslet in absentia i fire uger. Mandag har lægerne skønnet, at hun er rask nok til selv at komme for en dommer.

Kvinden er sigtet efter straffelovens drabsparagraf.

Efter oplæsning af sigtelsen valgte dommeren i Retten i Hjørring at lukke dørene, da kvinden nægtede at udtale sig, når pressen var til stede, oplyser TV2 Nord.

/ritzau/

 

Dagens Gossip