Mor fra Randers anbragt efter husbrand med sovende børn

En mor fra Randers skal tilbringe de næste to uger på en psykiatrisk afdeling, fordi hun er sigtet for at sætte ild til det hus, hvor hendes to børn lå og sov.

En dommer har i et grundlovsforhør fredag besluttet at varetægtsfængsle den 30-årige kvinde - men i stedet for et arresthus skal hun altså være frihedsberøvet på et hospital.

Østjyllands Politi oplyser, at hun ikke har kæret dommerens kendelse.

Kvinden græd, da hun blev ført ind i retssalen fredag eftermiddag, har medier rapporteret.

Politiet sigter hende for at sætte ild til det rækkehus, hvor hendes to børn lå og sov på første sal.

Dermed skal hun - ifølge politiet - forsætligt have udsat sine to børn for stor fare. Børnene er fem og ni år.

Retsmødet blev holdt bag lukkede døre, og politiet ønsker ikke at frigive flere detaljer om sagen.

Ifølge politiets sigtelse satte hun ild til boligen før midnat natten til fredag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip