Mor leder efter generøs fremmed: Efterlod rørende besked og penge, før han steg af toget

I torsdags sad den unge mor Sammie Welch i toget med sin dreng Rylan.

På et tidspunkt rakte en herre hende en seddel, da han var på vej til at stå af.

“Du har tabt denne her,” sagde manden til hende.

Sammie Welch tog ikke videre notits af situationen. Men senere læste hun sedlen. Det var ikke en, hun havde tabt, men en manden havde skrevet til hende.

“Tag en drink på min regning. Du er en styrke for din generation. Høflig og du lærer din lille dreng gode manerer også. Hav en dejlig aften. PS. Jeg har en datter på din alder. Nogle gjorde det samme for hende engang. Håber, at hun vil være en lige så god mor som dig, når hun får børn!”.

Vedlagt sedlen var fem pund - cirka 50 kroner.

Den unge mor var naturligvis meget rørt. Nu leder hun efter manden, som hun ikke rigtig kan huske, hvordan så ud.

“Jeg ville ELSKE at få mulighed for at takke manden personligt. Han er måske ikke på facebook, men del dette alligevel. Jeg vil gerne takke ham for hans venlighed,” skriver hun.

De fem pund bliver nu ikke brugt på en drink. Til Good Morning Britain siger hun, at de vil blive sat ind på sønnens børneopsparing.

Dagens Gossip