Mor og far skjulte fireårig i garage

I flere år har et forældrepar i Helsingør skjult for myndighederne, at de havde fået en dreng, skriver Helsingør Dagblad.

Drengen skønnes til at være fire år. I forvejen har forældrene fået tvangsfjernet seks børn.

Drengens tilstand var dårlig, da en politimand ved et tilfælde i august opdagede ham.

Barnet var skjult under et tæppe bag en bil.

På grund af sagen har politiet besluttet at sigte forældrene for vanrøgt af drengen, skriver Helsingør Dagblad fredag.

Politiet gik videre til kommunen, og her fulgte man op ved hurtigt at fjerne barnet.

Der er i øvrigt usikkerhed om drengens alder. Ved at måle knogletykkelsen anslår man dog, at alderen er fire år.

Da politiet besøgte parret i august, var formålet et helt andet. Det var helt tilfældigt, at en betjent i garagen fik øje på barnet.

Ifølge Helsingør Dagblad skyldes tvangsfjernelserne af drengens seks søskende, at forældrene har holdt dem isoleret fra omverdenen.

Dagens Gossip