Mor skal 11 år i fængsel for at kvæle sin søn

Skrevet af admin

19/08/2014

Mest læste i dag

11 år i fængsel har Retten i Aalborg idømt en 36-årig kvinde for at have dræbt sin fireårige søn, skriver Ekstra Bladet.

Det var 16. december 2013, at moren tog livet af sin dreng ved at kvæle ham i sin lejlighed i Strynøgade i Aalborg. Efter drabet henvendte hun sig selv til politiet.

- Vi får tirsdag morgen en anmeldelse om, at en mor har dræbt sin søn. Det er moren selv, der henvendte sig til politiet. Det er tragiske familieomstændigheder, der ligger bag, sagde politikommissær Lars Nørskov Jørgensen dengang til Ritzau.

I retten tirsdag krævede anklageren ifølge avisen, at kvinden fik 14 års fængsel. Forsvareren krævede, at fængselsstraffen ikke blev på over otte år.

Efter en mentalundersøgelse er kvinden blevet erklæret egnet til almindelig fængselsstraf. Hun har ifølge Ekstra Bladet udbedt sig betænkningstid via sin forsvarer med hensyn til en eventuel anke til landsretten.

Den 36-årige, som ikke har andre børn, forsøgte efter drabet at tage sit eget liv med piller. Det lykkedes ikke, og morgenen efter forsøgte hun at skære pulsåren over på sig selv. Men da det heller ikke lykkedes, kontaktede kvinden politiet.

Moren og drengens far, der bor i København, havde igennem længere tid haft en bitter strid om samkvems- og forældremyndigheden over drengen kørende ved Statsforvaltningen.

Efter drengens tragiske død fortsatte uenighederne, da forældrene ikke kunne blive enige om, hvor deres søn skulle begraves.

Moren ville have ham begravet i Aalborg, mens faren ville have ham begravet i København.

Skifteretten endte med at give moren medhold, da hun havde den fulde forældremyndighed og derfor blev regnet for drengens nærmeste pårørende - selvom hun havde slået ham ihjel.

/ritzau/