Mor til dansker i Filippinerne: Det har været frygteligt

Da Haiyon-tyfonen fredag ramte Filippinerne søgte fire danskere i området ned i et generatorrum. Det endte med at redde dem, selvom oplevelsen var frygtelig.

Det fortæller Mona Ahlsten, der er mor til Kenneth Johansson. 25-årige Kenneth Johansson bor til daglig i det vestlige Filippinerne sammen med sin far, hvor de to har opbygget et dykkerresort.

- Kenneth ringede til mig søndag morgen og fortalte, at de alle var i god behold. Det eneste, der var, er, at hele ressortet er blæst væk. Der er kun murene tilbage på nogle af de værelser, som de har, siger Mona Ahlsten.

Kenneth Johanssons mor fortæller, at de fire danskere havde søgt ly i et generatorrum lavet af beton, og at det var grunden til, at de overlevede. Oplevelsen var stadig frygtelig at opleve på tæt hold.

- Han sagde, at det var frygteligt at se alle de ting, der bare fløj væk. De kunne sidde inde i rummet og se, hvordan træer og alle mulige andre ting fløj rundt omkring, siger Mona Ahlsten.

- Vandstanden har også været voldsom høj, men det har hjulpet, at nogle af husene lå bygget op af bjergskråninger.

Søndag morgen kunne Kenneth Johansson fortælle sin mor, at de fire danskere i øjeblikket har noget mad, som de reddede fra en af deres frysere. Rent vand har de også adgang til, da de har deres egen vandbrønd.

- Men de kan ikke give vand til de 400 indbyggere, der bor i byen ved siden af dem, fordi så meget kan brønden ikke komme op med, siger Mona Ahlsten.

På grund af tyfonen har der været problemer med at komme i kontakt med omverden, da der ikke er internet eller telefonadgang ud til øen. Derfor har det vigtigste for Kenneth ifølge moren været at få skabt kontakt og fortælle, at de fire danskere var i god behold.

- Han har ikke berørt noget af det, han selv har følt. Det eneste, han sagde til mig, var, at han ville komme hjem, når det var overstået. Det er vigtigt for ham, at han når at redde så meget som muligt for de stakkels mennesker derude, fortæller Mona Ahlsten.

Ifølge moren er det vigtigste for Kenneth og de andre danskere i øjeblikket, at hjælpe de nødlidende mennesker i området og forsøge at bygge tage på de mure, der står tilbage, så de lokale kan få lidt ly.

/ritzau/

Dagens Gossip