Mor tilstår drabsforsøg på toårig søn

Skrevet af admin

17/08/2015

Dagens topnyheder

En mor fra Vollsmose har i Retten i Odense tilstået, at hun søndag forsøgte at kvæle sin toårige søn.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

- Jeg kan ikke sige mere, end der står i pressemeddelelsen, men jeg kan bekræfte, at kvinden tilstår, og at hun har forsøgt at kvæle sin toårige søn, fortæller anklager ved Fyns Politi Kirsten Flummer til Ritzau.

Kirsten Flummer har kaldt sagen for "tragisk".

Kvinden, der er i 30'erne, er sigtet for drabsforsøg, og hun er i et grundlovsforhør mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger på en psykiatrisk afdeling.

Ved retsmødets begyndelse erkendte hun sig skyldig i at have forsøgt at dræbe sønnen. Hun tilstod også, at hun havde overfaldet et andet af sine fem børn, en 12-årig datter.

Volden, der skete i familiens hjem i Birkeparken i Vollsmose søndag eftermiddag, blev meldt til politiet, der anholdt kvinden.

Den toårige dreng er indlagt på sygehuset, hvor han meldes uden for livsfare.

Efter kvindens tilståelse blev dørene i Retten i Odense lukket for offentligheden. Derfor er resten af kvindens forklaring ikke offentlig, og der er heller ikke oplysninger om hendes motiv.

Retten har truffet beslutning om, at kvinden skal mentalundersøges.

Kvinden kærede ikke rettens afgørelse om varetægtsfængslingen.

/ritzau/