Mor var træt af kønbestemt tøj: Lavede sit eget tøjmærke

- Hvis det ikke er lyserødt, så er det ikke pigetøj.

Sådan siger Courtney Hartman ifølge Mashable om det tøj, hun finder i butikkerne, når hun shopper til sine to små børn.

Hun blev efterhånden træt af, at blåt tøj partout var til drenge, mens piger åbenbart kun måtte gå i lyserødt.

Derfor skabte hun sit eget tøjmærke, hvor piger gerne må have en dinosaur på maven, og hvor drenge også kan se godt ud i lyserødt.

Mærket Jessy og Jack går ind for, at børn ikke skal begrænses i deres tøjvalg.

- Vi ser så mange design, der er super kønsorienterede. Selv ting, der ikke burde være det, som f.eks. dyr, siger Courtney Hartman.

Derfor arbejdede hun sammen med en illustrator for at lave den første kollektion med titlen ‘Unlikely friends’, der viser dyr og væsner, som normalt ikke ses sammen.

Hun anerkender, hvis forældre gerne vil klæde deres døtre i pink, og prøver ikke at fjerne børnenes kønsforståelse. Hun ønsker blot, at der også er nogle alternativer.

- Børn skal have mulighed for at gå med det, de har lyst til. De skal styrkes i at udtrykke sig selv i hvad der føles rigtigt for dem, siger hun.

Senere fulgte mærket Free to be Kids, der blandt andet har gjort op med de stereotype tekster, man tit ser på t-shirts.

F.eks. kan små drenge nu vise sig frem med teksten ‘Mr. Nice Guy’, istedet for de typiske t-shirts, der fokuserer på, at drenge er seje, sportsinteresserede og nogle værre ballademagere. Og piger betegnes også som kloge, og ikke udelukkende søde og fine.

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip