Mor viser Oscar-skuespillers soveværelse frem

Trods klare instrukser om ikke at udstille hans privatliv i medierne, kunne en overrasket Matthew McConaughey alligevel se sin barndomsseng vist frem for alverdens tv-seere med stjernens mor som guide.

Det fortæller Matthew McConaughey i det engelske talkshow "The Graham Norton show".

McConaughey havde ellers lavet en aftale med sin mor om holde barndomshjemmet privat, men den aftale valgte hans mor alligevel at bryde.

- I takt med at folk begyndte at blive interesseret i mit privatliv, dukkede min mor lige pludselig op i aviserne, fortæller McConaughey i talkshowet.

- Jeg forklarede hende, at der var ting, vi skulle holde privat internt i familien, og til det svarede hun "okay, okay". Den følgende uge kunne jeg se min mor på tv i færd med at vise et tv-hold rundt i mit gamle soveværelse.

Alligevel var det en overrasket mor, McConaughey senere kontaktede.

- Da jeg senere ringede til hende, svarede hun overrasket: "Jeg troede ikke, du ville se det!", fortæller skuespilleren i interviewet.

Den nu 44-årige skuespiller fik sit gennembrud med filmen "A Time to Kill" i 1996. McConaughey har siden optrådt i over 50 film og serier.

I øjeblikket spiller McConaughey sammen med Woody Harrelson i HBO-serien "True Detective", og han er senest blevet nomineret til en Oscar for sin rolle i filmen "Dallas Buyers Club".

Newspaq

Dagens Gossip

Dagens TV