Morata og Nolito skaffer Spanien EM's største sejr

Skrevet af admin

18/06/2016

Dagens topnyheder

Spanien leverede fredag aften en fodboldopvisning af de helt store og slog Tyrkiet med 3-0. Det var den hidtil største sejr ved EM i Frankrig, som generelt har budt på få mål.

Især Alvaro Morata med to mål og Nolito med en enkelt scoring sprudlede i den spanske offensiv, som i perioder udstillede et svagt tyrkisk mandskab.

Dermed stemplede Spanien for alvor ind i turneringen efter en svingende præstation i 1-0-sejren over Tjekkiet i åbningskampen i gruppe D.

Spanierne er nu sikre på at gå videre fra gruppespillet med seks point efter de første to kampe. Tyrkiet har nul point på sidstepladsen og får svært ved at gå videre.

Juventus-angriberen Morata, som ikke havde spillet en god åbningskamp, fik chancen fra start igen af den spanske landstræner, Vicente del Bosque, som ikke havde lavet en eneste ændring.

De 11 startende spaniere og især Morata viste da også hurtigt, at det var fortjent, at de havde fået genvalg.

Morata headede 1-0-målet ind efter 34 minutter på et oplæg fra Nolito, som tre minutter senere fordoblede føringen efter en fejl af Mehmet Topal i det centrale tyrkiske forsvar.

Tyrkerne løb ofte forgæves rundt og jagtede bolden i små spanske trekanter med Andrés Iniesta i en styrende dirigentrolle.

Spanien, som fredag aften i Nice stod for den mest overbevisende indsats ved EM, blev ved med at imponere i anden halvleg.

Efter 48 minutter øgede Morata til 3-0 og slettede samtidig den skepsis, der havde været omkring fravalgene af stjerneangriberne Diego Costa og Fernando Torres i EM-truppen.

Det var samtidig første gang ved EM, at et hold scorede tre mål i samme kamp ved EM-slutrunden i Frankrig.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Emre Mor, der er solgt til Borussia Dortmund, fik lidt overraskende slet ikke noget spilletid for Tyrkiet, der ellers manglede offensive idéer.

/ritzau/