Morgen-blotter på sløv knallert fik bukserne hurtigt op

Blotteren var på spil tirsdag morgen på Ny Bjergbyvej i Stigs Bjergby ved Svinninge uden for Holbæk, hvor han viste lemmet frem.

Lidt efter klokken 6 ringede en 36-årig kvinde fra Mørkøv til politiet og fortalte, at hun netop var blevet udsat for en blufærdighedskrænkelse.

Kvinden var gående på vejen ind mod Stigs Bjergby, da hun blev overhalet af en mandlig knallertkører, der kort efter standsede.

Manden trak sine bukser ned og begyndte at onanere med fronten mod den 36-årige, som tog sin mobiltelefon frem for at ringe.

Og i det samme kom en bil kørende forbi i retning mod Kundby, hvilket fik knallertkøreren til at vende sig om, trække bukserne op i en fart og køre fra stedet.

Kvinden har faktisk givet ret godt signalement af manden og hans knallert:

Han er 25-35 år, ca. 175 cm høj, tæt bygget, iført sort integralhjelm med klart visir, mørkeblå jakke, mørke joggingbukser med elastik i taljen.

Han var kørende på en sort, ældre knallert, der lignede en Puch Maxi, og den har en meget skinnende chromudstødning, diverse chrom-/metal-ting på knallerten.

Den har samtidig det hun betegner som en meget ”sløv” knallertlyd og var meget langsomt-kørende, og der var ingen nummerplade monteret.

Den forbikørende bil, som politiet også gerne vil tale med føreren af, blev beskrevet som en bordeaux metalfarvet, nyere 4-hjulstrækker af SUV-typen, muligt af mærket Nissan, ført af en kvinde.

Politiet ledte efterfølgende efter knallertkøreren uden at finde ham.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der kan give oplysninger til at finde frem til knallertkøreren, ligesom politiet gerne vil i kontakt bilisten, der kørte forbi på gerningstidspunktet.

Kontakt politiet på nummer 114.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Dagens Gossip