Morgenthaler: Mit kunstnerliv er skizofrent

Skrevet af admin

07/01/2015

Dagens topnyheder

Han er bedst kendt for sine satiriske striber i samarbejde med Michael Wulff, men det er langt fra kun humor, Anders Morgenthalers pen er ladet med.

For de alvorlige historier, for eksempel dramaet "I Am Here", som Morgenthaler netop har instrueret, og som har Hollywoodstjernen Kim Basinger i hovedrollen, har også en stor plads i hans hjerte.

- Jeg har et skizofrent kunstnerliv. På den ene side, så laver jeg det her humor, som er enormt bredt og når ud til alle i hele verden, og samtidig så laver jeg film i det her narrative, visuelle og følelsesmæssige meget mindre univers, og de to ting skal ligesom stemme, siger Anders Morgenthaler

"I Am Here" er ikke helt blottet for humor, men Anders Morgenthaler er godt klar over, at det langt fra er det samme publikum, han fanger med WulffMorgenthaler-striberne.

- Måske kommer der faktisk for lidt humor i filmen, fordi jeg så gerne vil skille det ad. Jeg har altid drømt om at lave film, men min vej ind i det var gennem at tegne, fordi jeg var så dårlig til at stave. Da jeg mødte Michael Wulff, begyndte vi at følge vores spor, men samtidig har jeg en kerne af lyst til at lave de film, som jeg for eksempel har gjort med "Princess" og "Ekko", forklarer Anders Morgenthaler.

At der er flere penge i det mere mainstream, er der ingen tvivl om. Men alligevel banker hans kunstneriske fortællehjerte for mere.

- Jeg har lige skrevet en tegnefilm sammen med Michael, og den er hysterisk sjov, den var let at finansiere og den bliver virkelig, virkelig god. Og vi ved, der er et brand og en kæmpe fangruppe. Vi skal nok få nogle mennesker i biffen, siger instruktøren.

- Men samtidig sidder jeg og skriver på en film om finanskrisen. Jeg er 42 år, og jeg nærmer mig en alder, hvor man må spørge sig selv, hvor mange film, man vil lave i sit liv. Og hvor lang tid skal det tage? Når man dør skal de ambitioner jo på en eller anden måde være forløst, siger han.

"I Am Here" handler om en middelaldrende kvinde, der efter otte spontane aborter får at vide, at hun ikke kan få børn. Hendes verden styrter sammen, og hun tager af sted på en farefuld færd for at få sit ønske om at blive mor opfyldt. Det har været lidt af et scoop at få Kim Basinger med i filmen, men alligevel har det været en udfordring at få penge til projektet.

- Det er super svært at finansiere meget personlige film. Dels, fordi jeg også har været væk fra filmbranchen et stykke tid og er kendt for nogle andre ting, erkender Morgenthaler, der mener, at filmen mest vil henvende sig til et kvindeligt publikum.

- Mænd kan ikke på samme måde sætte sig ind i hendes følelser. Hun føler, at hun bare skal have det her barn, at det på en måde allerede er til stede i hende. Mange mænd synes, det er overdrevet. Men kvinder forstår det, fortæller han.

 "I Am Here" bliver vist ved forskellige eventvisninger rundt omkring i landet før den fra den 15. januar kan ses på video on demand.

Newspaq