»Morsi har ikke forstået demokratiets spilleregler«

Det vurderer lektor Helle Lykke Nielsen, der er forsker ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, efter tusindvis af egyptere er gået på gaden i protest mod præsident Mohamed Morsi, som de kræver afsat.

»Det er ved at udvikle sig til en skarp magtkamp mellem Morsi og hans parti, Det Muslimske Broderskab, på den ene side og militæret og demonstranterne på den anden side. Jeg tror ikke, at Morsi kan slippe igennem uden at give en lang række indrømmelser, men det har han hidtil afvist. Det hænger sammen med, at Morsi og de muslimske brødre endnu ikke har forstået de demokratiske spilleregler,« forklarer hun med henvisning til, at Morsi har regeret egenrådigt uden at tage oppositionen med på råd og ved at udstede dekreter, der udstikker særlige vilkår for præsidenten.

Oven på de voldsomme demonstrationer, der har kostet et tocifret antal mennesker livet, har det magtfulde egyptiske militær nu blandet sig i konflikten.

Hærens øverstbefalende general har givet præsidenten et ultimatum og kræver, at Morsi finder en løsning på den anspændte politiske situation i landet. Om det er en trussel om et militærkup, vil Helle Lykke Nielsen ikke afvise.

»Der er en voldsom magtkamp i gang. Det har været meget ustabilt i et halvt år, nu er det kulmineret, og det er spændende, hvordan Morsi vil reagere på militærets ultimatum. Det lader til, at de håber på, at de kan lægge så meget pres på ham, at han bliver bugseret lidt på plads. Man kan godt forestille sig, at det ender med et militærkup. Men et blødt et. Det er sådan, at når militæret ikke længere støtter en leder, er han færdig på kort tid. Og det spiller hæren på,« forklarer hun.

Helle Lykke Nielsen peger dog samtidig på, at Morsi også har gode kort på hånden, fordi han er valgt på demokratisk vis og stadig nyder opbakning fra en stor del af befolkningen, særligt uden for storbyerne. Derfor vil han udadtil først rasle med sablen, mens han langsomt vil erklære sig parat til at samarbejde mere med oppositionen, vurderer hun.

Om det er nok til at tilfredsstille de mange demonstranter og utilfredse egyptere er dog uvist. De kræver Morsis afgang og bedre levevilkår.

»Det vil prikke hul på de store demonstrationer og svække oppositionen, hvis han kan sikre eksempelvis billigere dagligvarer. Men al erfaring viser, at det ikke lader sig løse hurtigt. Hvor skal han få pengene fra? Egypten er i dyb økonomisk krise, alle pengestrømme svigter i øjeblikket. Der hvor han kan gøre noget, er ved at begynde at opføre sig mere demokratisk. Han kan erklære sig parat til at gendiskutere nogle af de dekreter, han har vedtaget hen over hovedet på oppositionen og folket. Hans styre har slet ikke forstået, at man ikke længere kan opføre sig egenrådigt. Det er han nødt til at lære på den hårde måde,« siger Helle Lykke Nielsen.

Dagens Gossip