Morsi-tilhængere igen på gaderne i Cairo

Med løftede koraner og råb som »Ned med militærstyret« og »Vi er alle Morsi« bevægede de flere tusinde demonstranter sig fra den midlertidige premierminister Hazem el-Beblawis kontor til den centrale Tahrirplads i en demonstration, som i det store og hele forløb fredeligt.

Dog var der enkelte slagsmål med politiet da demonstranterne bevægede sig over en af broerne over Nilen for at komme frem til Tahrirpladsen, skriver Reuters.

Tirsdag blev den nye midlertidige regering med 33 ministre, fortrinsvis teknokrater og liberale taget i ed.

Ikke en eneste af ministrene kommer fra den islamistiske fløj, som dominerede regering og parlament, før præsident Mohamed Morsi blev afsat.

Den afsatte præsident holdes tilbage af militæret på et ukendt sted, mens det undersøges, om han skal anklages for spionage eller opfordring til vold.

Foreløbig er der ikke rejst nogen anklager mod ham, men anklageren har genåbnet en sag mod ham for at være flygtet fra et fængsel, hvor han i 2011 kortvarigt sad indespærret for at have deltaget i protester mod daværende præsident Mubarak.

Det Muslimske Broderskabs udlægning af begivenhederne er, at Morsi er blevet »kidnappet«.

EUs udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, er i øjeblikket i Cairo for at lodde stemningen og har i modsætning til andre udsendinge også mødtes med repræsentanter for Det Muslimske Broderskab, som er Mohamed Morsis magtbase.

Efter at have talt med en af broderskabets ledere, Amr Darrag, lød det ifølge Reuters, at EUs politiske chef ikke kunne tilbyde noget, der kunne løse krisen i landet.

Dagens Gossip