Morsis støtter vil have nyt præsidentvalg

EGYPTEN: Mens tiden hastigt nærmer sig for det egyptiske militærs indgriben, foreslår hardlinerne blandt præsident Morsis støtter, at han skal udskrive et nyt præsidentvalg, for at komme militærets indgriben i forkøbet.

Den egyptiske forsvarskommando holder netop i disse minutter krisemøde, inden det militære ultimatum udløber ved 17-tiden, skriver Reuters.

Det er præsidentens støtter fra det islamistiske al-Gama al-Islamiya, der i 11.-time har stillet forslaget om et nyt præsidentvalg, og det sker ifølge Reuters, selv om Morsi allerede tirsdag afviste en ny præsidentafstemning, og i stedet pegede på et nyt parlamentsvalg, som en vej ud af krisen.

Militæret kræver, at Morsi deler magten med oppositionen, hvilket han har afvist med henvisning til, at han er demokratisk valgt.

Sammenstød natten til onsdag mellem politi og tusindtallige grupperinger af tilhængere og modstandere af præsident Morsi kostede mindst 16 livet og mindst 200 sårede.

Al-Gama al-Islamiya var tidligere en væbnet islamistisk gruppe, der blandt andre aktioner stod bag drabene på adskillige turister i byen Luxor i 1996.

Dagens Gossip