Mors/Thy leverede sensationen

Slutspillet i mændenes håndboldliga kunne ikke have fået en meget mere dramatisk afslutning end den, Århus Håndbold og Mors/Thy stod bag i Elro Arena i Randers, der var hjemmebane for aarhusianerne i kampen, der skulle afgøre, hvilket af de to hold, der skulle have den sidste DM-semifinaleplads i selskab med Skjern, Aalborg og KIF Kolding København.

I en hektisk kulisse, hvor der var mindst lige så stor opbakning til Mors/Thys sensationshold som til hjemmeholdet, kom Erik Vejes Aarhus-mandskab helt forrygende fra start og førte 5-1. Men så fik Mors/Thys træner Jan Paulsen justeret sin defensiv, og fem minutter før pausen kunne gæsterne på et frækt fløjvip bringe sig foran 13-12 for første gang i opgøret.

Århus Håndbold sluttede første halvleg elendigt i forsvaret, og så kunne Mors/Thy gå til pause foran 16-14 efter en halvleg, hvor klubbens kontante forsvar og en stærkt spillende Marcus Mørk gjorde forskellen.

Mors/Thy har aldrig tidligere været i slutspillet og var tæt på heller ikke at komme med denne gang. Men en hjemmesejr i grundspillet over Aalborg i tredjesidste runde gjorde noget fundamentalt ved holdets selvtillid. Og i selve slutspillet overraskede holdet med først at slå Skjern hjemme og dernæst særdeles overraskende BSV ude.

Jan Paulsens tropper slog også Århus hjemme og havde derfor tre matchbolde til at komme i en sensationel semifinale i returkampene mod de tre hold. De to første mod Skjern og BSV blev brændt, mens Århus tankede selvtillid ved at besejre BSV og sende sidste års sølvvinder helt ud i mørket.

Men i den direkte duel om en semifinaleplads var hverken Erik Vejes taktiske finurligheder og træk eller hjemmebane nok for Århus til at bremse den uimodståelige bølge af selvtillid og gåpåmod, der i anden halvleg skyllede ned mod det aarhusianske forsvar.

Mors/Thy sikrede sig med en flot holdindsats den sidste semifinalebillet med en sikker sejr på 30-26 og skal nu spille semifinale mod Aalborg, der lørdag udspillede KIF Kolding København med 29-22 i deres indbyrdes kamp om førstepladsen i den anden pulje, mens KIF i den anden semifinale møder Skjern.

Dagens øvrige slutspilskampe sluttede således: Team Tvis-Sønderjyske 31-41 og Skjern-BSV 25-24.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip