Mors/Thy-træner taler med Viborg HK

Viborg HKs kvinder har endnu ikke nogen træner i den kommende sæson. Mors/Thys succesrige træner hos mændene, Jan Paulsen, har endnu ikke noget job i næste sæson. Ligner det noget, der kan gå op i en højere enhed?

Det er i hvert fald ikke utænkeligt ifølge Paulsens agent, Ian Marko Fog.

- Der har været kommunikation mellem Viborg HK og Jan. Der er på ingen måde noget, der er sikkert eller fastlagt endnu, men begge parter udviser interesse, siger agent Fog til sporten.tv2.dk.

Jan Paulsen har god erfaring som kvindetræner. Inden han kom til Mors/Thy for to sæsoner siden, var han træner for Team Esbjergs kvinder. Og Jan Paulsen har gjort det klart, at han ønsker at fortsætte sin trænergerning i Danmark på grund af sine børn. Derfor vil et match mellem den i Aarhus boende Paulsen og de tidligere mangedobbelte danske mestre, der gerne vil tilbage til den absolutte top i dansk håndbold, være oplagt.

- Viborg har et rigtig godt brand, og de stiller med et rigtig godt hold til næste sæson, og så har Jan Paulsen haft en rigtig god sæson, og er god til at udvikle de klubber, han har været i, siger Ian Marko Fog.

Jan Paulsen har tidligere fortalt sporten.dk, at han gerne ville være fortsat i Mors/Thy, men klubben valgte omkring årsskiftet i stedet at lave en aftale med Anders Thomsen, der har været tre år i Lemvig/Thyborøn.

Jan Paulsen, der lige nu nyder stor succes med sit Mors/Thy-mandskab, som stik mod alle odds skal ud i to kampe mod Skjern om bronzemedaljer og Europa Cup-deltagelse i næste sæson, har også været sat i forbindelse med det ledige trænersæde i Bjerringbro-Silkeborg.

Viborg HK fyrede op til DM-semifinalerne deres islandske træner Oskar Bjarni Oskarsson og ansatte Christian Dalmose på en kort aftale for resten af sæsonen. Dalmose fortsætter dog i den kommende sæson på en treårig aftale som træner for Vendsyssel Håndbold.

 

 

 

Dagens Gossip