Morten Andersen nomineret til Hall of Fame

Den tidligere NFL-kicker Morten Andersen er for anden gang blandt de nominerede til Hall of Fame.

Den 53-årige dansker missede cuttet i forbindelse med dette års indlemmelse, hvor syv koryfæer fik en buste i Canton, Ohio, i august. I alt 126 navne er nomineret. Listen med nominerede vil blive skåret ned til 25 i november og helt ned til 15 finalister i begyndelsen af januar. 2014-klassen vil herefter blive udvalgt 1. februar, dagen før Super Bowl 48 spilles i New York.

Sidste år nåede Morten Andersen blandt de 25 semifinalister, men blev sorteret fra i januar. Også denne gang er Morten Andersen oppe imod prominente navne – heriblandt 10 af de finalister, der ikke nåede igennem nåleøjet i år.

Der skal gå mindst fem år, fra en spiller indstiller karrieren, til at de er valgbare til Hall of Fame. Blandt de stjerner, der er valgbare for første gang, er wide receiver Marvin Harrison, der vandt Super Bowl med Indianapolis Colts i 2007 og satte et hav af rekorder sammen med quarterback Peyton Manning. Også en af historiens bedste venstre tackles, Walter Jones fra Seattle Seahawks, anses for at være sikker på at blive valgt ind i Hall of Fame i første hug.

Kun én kicker, nordmanden Jan Stenerud, der indstillede karrieren i 1985, er indtil videre i Hall of Fame. Derfor har flere NFL-eksperter også spået Morten Andersen en svær vej ind i Hall of Fame – også selv om han er indehaver af pointrekorden i NFL.

Danskeren, der igennem sin karriere nåede at spille for New Orleans Saints, Atlanta Falcons (ad to omgange), New York Giants, Kansas City Chiefs og Minnesota Vikings, spillede sin sidste kamp i december 2007 og indstillede officielt karrieren i december 2008. Året efter blev han indlemmet i New Orleans Saints’ Hall of Fame.

Dagens Gossip