Morten er træt af Post Danmarks julelege: Kørte forgæves rundt i store dele af Nordjylland

Morten Jacobsen fra Vrå i Nordjylland glædede sig helt vildt til at modtage sine nye vinterstøvler med posten, men modtagelsen af pakken endte i et stort virvar, ligesom det endte med at koste Morten mange flere penge end nødvendigt. Det skriver Nordjyske.

I tirsdags modtog han en seddel, hvorpå der stod, at Post Danmark forgæves havde afleveret pekken til ham, selv om han var hjemme hele dagen. På sedlen havde postbudet også skrevet, at pakken nu i stedet kunne hentes i et supermarked 35 kilometer fra mandens bopæl. Morten kørte glad af sted, men da han kom frem, var der ingen pakke. Den var i stedet blevet sendt til et postkontor blot 400 meter fra hans bopæl. 

- Jeg har nok brugt omkring 100 kroner i benzin - og et par timer - på grund af sedlen med de forkerte oplysninger. Jeg synes godt, Post Danmark kunne give en kompensation - om det så bare var i form af et ark frimærker!, siger Morten Jacobsen.

Men det er der ikke udsigt til, selv om Post Danmark nu beklager episoden.

- Postbuddet har klokket i det og taget en forkert blanket. De har ellers forskellige farver for at undgå fejl. Postbuddet vil nu kigge forbi hos kunden, så de kan snakke sig frem til en løsning, siger Marianne Holmsgaard, der er lokal områdechef for Post Danmark.

Dagens Gossip