Morten Gamst indrømmer FCK-flirt

Den tidligere Blackburn-profil Morten Gamst Pedersen bekræfter, at han var i dialog med de danske mestre og sågar tændte på det eventyr, som klubben har begivet sig ud i med gruppespillet i Champions League.

- Blackburn ville ikke slippe mig til hvem som helst. Der var forespørgsler fra Premier League-klubber, men jeg vil spille fodbold. Det er det vigtigste. Jeg snakkede også med FC København og var fristet af Champions League, forklarer Morten Gamst Pedersen i et interview med norske VG. 

Nordmanden har over en længere periode som fast mand på Blackburns daværende Premier League-hold profileret sig som en dygtig spiller, men selv om cv'et ser godt ud, endte den 32-årige midtbanespiller med at signere en kontrakt med ukendte Karabukspor i den tyrkiske liga.

Her har han fået en to-årig aftale i stand, og ifølge VGs oplysninger indbringer kontrakten ham en lige så stor ugeløn som i Blackburn - nemlig en halv million norske kroner om ugen, hvilket svarer til cirka 465.000 danske kroner og helt sikkert er en løn uden for FCKs rækkevidde.

Morten Gamst Pedersen virker da også ganske tilfreds med livet i Tyrkiet.

- Det er spændende. De vil bruge mig ud fra de kvaliteter, jeg har, og de ved, at det er at lave assist til mål, dødbolde og evnen til at vende kampene. De ved for eksempel, at jeg ikke er den hurtigste. Derudover kunne jeg komme til at spille i den bedste tyrkiske række, og man lever kun en gang. Det er et eventyr og noget helt andet efter ni år i England. Karabukspor er begyndt sæsonen i Tyrkiet fremragende. Det lille hold ligger efter sin femte kamp nummer fem i tabellen. 

Fredag aften spillede holdet 0-0 mod Erciyesspor med Morten Gamst Pedersen på banen i hele kampen.

Dagens Gossip

Dagens TV