Morten Green: Bäckman fortjener sejren

Ét af dem er, når 22 røde spillere står og krammer hinanden på isen efter en sejr.

For Per Bäckman var det et følelsesladet øjeblik efter sejren over Hviderusland. Endnu et kært minde at tage med hjem til Västerås.

Og for spillerne var det vigtigt at give ham en sejr i afskedsgave.

At den cementerede Danmarks position i verdenseliten og gør Stockholm 2013 til det spillemæssigt næstbedste VM gennem tiderne - kun overgået af turneringen i Tyskland i 2010, hvor Danmark nåede kvartfinalen - var en ekstra gave til coachen.

- Selvfølgelig vil vi give Per et godt resultat at slutte på. Det fortjener han. Vi spillede også for ham, siger kaptajnen Morten Green.

Morten Green får en særlig rolle efter Per Bäckmans sidste kamp tirsdag aften mod Tre Kronor.

I omklædningsrummet holder han spillernes tale for træneren, som har givet alt, hvad han havde, i de fem år.

- Jo, jeg ved nogenlunde, hvad jeg vil sige, men det får du ikke at vide. Per læser også aviser, ler Morten Green.

- Om han får en gave? Hvem ved. Men vi har ikke købt noget endnu.

Mikkel Bødker sender også en tanke til chefen.

- Man spiller jo altid for at imponere træneren. Jeg håber, vi kan gøre det lige så godt i den sidste kamp mod Sverige. Det vil være endnu større. Også for Per, siger han.

- Vi har spillet en god turnering og dominerer det meste af kampen mod hviderusserne. De scorer to mål i anden periode, men vi bliver aldrig supernervøse. Vi viser, at vi er et godt hold.

Philip Larsen åbnede scoringen i powerplay med en blueline-slagskud, og Nicklas Jensen gjorde det til 2-0 i en flot første periode, som Danmark totaldominerede med en skudstatistik på 15-1. I teorien kunne man have vundet den uden målmand.

Nicklas Hardt stod for en af kampens spektakulære detaljer, da han med et par hviderussere hængende på ryggen fightede sig fri i boxplay bag det hviderussiske mål og lagde op til Morten Greens 3-0 scoring på et slagskud.

- Vi burde have lukket kampen her, men jeg følte mig nu tryg hele vejen, siger Stefan Lassen.

- Det er dejligt at spille back med Philip Larsen og en fornøjelse, når angriberne kommer så godt med tilbage.

For anden kamp i træk viste Nicklas Jensen sin målnæse, og han blev belønnet med prisen til bedste danske spiller.

Hans sammenspil med Mikkel Bødker i powerplay i tredje periode var i verdensklasse. På to lysende minutter producerede de fire chancer, som kunne have dræbt den sidste rest af spænding.

- Vi spiller en kanonkamp, og jeg glæder mig vildt til Sverigeskampen. Det bliver en oplevelse, siger Nicklas Jensen, som konfronteres med tre holdkammerater fra Vancouver.

Dagens Gossip