Morten Ørum er videre ved US Open

Morten Ørum Madsen gik de første runder i samlet otte slag over par, hvilket lige præcis er nok til, at han klarer cuttet. Efter han afsluttede andenrunden fredag aften, var han ikke så tilfreds med sin præstation og regnede ikke med, at han ville klare cuttet.

- Det så ikke så realistisk ud, da jeg var færdig i går, men det viser sig nu, at chancen var der, sagde han, inden han gik ud til opvarmningen til tredje runde, der begynder lørdag aften dansk tid.

Det er Morten Ørum Madsens anden deltagelse i en major. Sidste år klarede han også cuttet i British Open. Han kom med i årets US Open via en kvalifikationsturnering i England.

På trods af de indtil videre gode resultater vil han gerne have en endnu bedre score på kortet i de sidste to runder.

- Nu skal jeg bare ud og nyde det, og se om jeg kan komme længere frem. Jeg synes, jeg har spillet godt de første dage, uden at have fået så meget ud af det. Kan jeg komme ud og score bedre, så burde jeg få et par gode runder, siger han.

Turneringens anden dansker Thorbjørn Olesen klarede sig ikke videre efter to dårlige runder i samlet 18 slag over par. US Open føres efter to runder af Phil Mickelson og Billy Horschel, der begge er ét slag under par efter 36 hullers golf på Merion Golf Club nordvest for Philadelphia.

Dagens Gossip