Morten Ørum holder fast i US Open

US Open har været en barsk udfordring for spillerne, der med få undtagelser ligger over par inden søndagens finalerunde, der går i gang klokken 14.44 dansk tid.

Derfor kunne den positive danske overraskelse i den prestigefulde major, 25-årige Morten Ørum Madsen, være godt tilfreds med at gå tredje runde i 70 slag, hvilket var på niveau med turneringens førende amerikaner Phil Mickelson.

Dermed er Morten Ørum Madsen fortsat otte slag over par, hvilket rækker til en delt 25. plads, og når danskeren tager hul på sin sidste runde på Merion Golf Club i Ardmore Pennsylvania lige før klokken 19 (dansk tid), bliver det i selskab med en tidligere verdensetter og god bekendt af Danmark.

Morten Ørum Madsen skal nemlig gå sidste runde med Caroline Wozniackis nordirske kæreste Rory McIlroy, der ligesom Madsen er otte slag over par efter en tredje runde i ærgerlige 75 slag.

Både McIlroy og Morten Ørum Madsen er dog ét slag bedre end selveste Tiger Woods, der altså heller ikke i denne turnering får sin første major-sejr i fem år.

US Open-titlen ligger lige nu til Phil Mickelson, der som eneste spiller er under par. Den rutinerede amerikaner går ud i førerbolden i minus én, men er dog tæt forfulgt af en trio i banens par: Hunter Mahan fra USA, Charl Schwartel fra Sydafrika og amerikaneren Steve Stricker

 

Dagens Gossip

Dagens TV