Morten Østergaard: Børnepakken er værd at vente på

Skrevet af admin

07/05/2015

Mest læste i dag

Regeringens ønske er at skabe bedre daginstitutioner.

Det fortalte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i sin nytårstale, men regeringens bebudede børnepakke lader stadig vente på sig.

Børne- og socialminister Manu Sareen (R) kunne torsdag ikke svare på, hvornår den er færdig, og det kunne økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) heller ikke, da de to ministre sammen var på besøg hos en vuggestue i København.

- Nu er vi midt i diskussionen om vækst og alt muligt andet, men børnepakken er i god gænge og kommer inden så forfærdelig længe.

- Den kommer, når vi synes, at den er klar. Man må have mere tålmodighed. Den er værd at vente på, siger Morten Østergaard til Ritzau.

Han hopper ikke med på præmissen om, at børnepakken ender som et valgoplæg mere end en pakke, der kan nå at blive gennemført inden det kommende folketingsvalg.

- Det er det dilemma, vi møder hele tiden. Hver gang, at regeringen kommer med et nyt forslag, så synes folk, at det er et valgoplæg. Men mig bekendt er der ikke udskrevet valg.

- Alt det, vi lægger frem, er med henblik på, at det skal gennemføres. Og lagde vi ikke noget frem, så ville folk sikkert bare tænke, at vi bare ventede på, at der blev udskrevet valg. Vi har fireårige valgperioder i Danmark, og vi er ikke nået fire år endnu, siger han.

Manu Sareen siger blandt andet følgende til, at børnepakken lader vente på sig:

- Hvis vi laver et udspil for det dyrebareste, vi har, så skal det være et ordentligt udspil, og der er mange elementer i det, som er interessante, og det er det, vi arbejder på.

Bupl - pædagogernes fagforening - har længe presset regeringen for at fremlægge børnepakken. Bupl taler især varmt for minimumnormeringer i børnepakken, men det har regeringen ikke lagt op til.

Maksimum tre børn per voksen i vuggestuen og maksimum seks børn per voksen i børnehaven er budskabet fra Bupl.

/ritzau/