Morten Olsen afliver rygter om belgisk landstrænerjob

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

Rygterne om, at landstræner Morten Olsen skulle forlade sit job før kontraktudløb i 2016, har den seneste uges tid floreret, siden Olsen i en belgisk avis svarede kryptisk på, om han kunne være interesseret i at overtage stillingen som belgisk landstræner.

Men nu afviser Morten Olsen, at han overvejer at afbryde sin kontrakt med Dansk Boldspil-Union, der udløber efter EM i Frankrig næste sommer.

- Det med Belgien er bare ren spekulation. Jeg har ikke tænkt over, om jeg skulle stoppe i utide. Slet ikke. Jeg har en kontrakt. Og den overholder jeg, siger Morten Olsen til Politiken.

- Mere er der ikke at sige, og nu vil jeg koncentrere mig om kampen mod Montenegro og EM-opgøret mod Serbien, tilføjer landstræneren.

I den belgiske avis Het Nieuwsblad er Olsen citeret for at have sagt følgende:

- Hvorvidt jeg stopper som landstræner i Danmark før EM? I fodbold kan alt ske.

Mandag aften møder Danmark Montenegro i en venskabskamp i Viborg, mens Serbien kommer på besøg i Telia Parken 13. juni til den vigtige EM-kvalifikationskamp.

Morten Olsen blev dansk landstræner i 2000. Han overtog jobbet efter svenske Bo Johansson.

/ritzau/