Morten Olsen begræder Jim Stjernes afgang

Skrevet af admin

13/12/2013

Dagens topnyheder

Da Morten Olsen i 2000 blev ansat som dansk fodboldlandstræner, var det Jim Stjerne Hansen - afgående generalsekretær i Dansk Boldspil-Union (DBU) - der stod for ansættelsen.

Jim Stjerne Hansen har i tidernes løb også stået for at forlænge med Morten Olsen - torsdag endte det med en ny toårig kontrakt.

Det var DBU-bossens sidste store gerning, og han vil blive savnet, siger Morten Olsen, hvis kontrakt nu løber til sommeren 2016.

- Jeg kan kun sige, at Jim og jeg har haft et fantastisk forhold. Jim har også været en del af den gruppe af trænere, som har forsøgt at inspirere fodbold-danmark, så vi begræder, at Jim holder op.

- Det har været et fantastisk samarbejde, og det bliver svært for hans efterfølger, siger 64-årige Morten Olsen.

Stillingen som generalsekretær bliver nedlagt med Jim Stjerne Hansens stop efter 25 år på posten. I fremtiden skal Morten Olsen sportsligt spare med elitechef John Helt.

Morten Olsen regner ikke med, at det bliver et problem.

- Jeg har i forvejen fem millioner landstrænere, som holder øje med, hvad jeg laver, så det er vigtigt, at jeg har en god struktur og organisation, som støtter mig.

- Det bliver anderledes nu med Jims stop, men det betyder jo ikke, at det bliver dårligere, siger Morten Olsen.

Jim Stjerne Hansen skal altså ikke stå for at afklare landstrænerposten næste gang, men svarer følgende på, om Morten Olsens kommende to år bør være de sidste som landstræner for Danmark:

- Det vi jeg ikke svare på i dag, for det må tiden afgøre.

- Man kan sige, at de seneste to gange har der været tvivl om, hvorvidt Morten havde lyst til at fortsætte, og på et tidspunkt havde han sagt fra. Men jeg vil sige, at en Morten Olsen i den stand, som han er i lige nu, vil for mig altid være et landstræneremne.

/ritzau/